Urban legends


Det tager kun 21 dage at ændre en vane, fx en kostvane. Myten har samme karakter som den om, at 93 % af kommunikationen er nonverbal. SÃ¥ skæve tal lyder ikke som noget, nogen bare har fundet pÃ¥ – derfor den umiddelbare troværdighed.

De 21 dage stammer fra Dr. Maxwell Maltz, som var plastikkirurg. Han skriver i bogen Psycho-Cybernetics:  

“It usually requires a minimum of about 21 days to effect any perceptible change in a mental image. Following plastic surgery it takes about 21 days for the average patient to get used to his new face. When an arm or leg is amputated the “phantom limb” persists for about 21 days. People must live in a new house for about three weeks before it begins to “seem like home.” These, and may other commonly observed phenomena tend to show that it requires a minimum of about 21 days for an old mental image to dissolve and a new one to jell.” Maxwell Maltz: Psycho-Cybernetics, Pocket Books, New York, 1960

Det er hele kilden, der ligger ikke mere bag. Det er svært at få øje på videnskabeligheden og relevansen i sammenligningerne: Jeg ved ikke, om det tager 21 dage at vænne sig til et nyt ansigt, men den form for vane og automatiseringen af en adfærd er ikke det samme. Selvom man måske arbejder bevidst med sin psyke, når man vænner sig til sin ny næse, så kræver det ikke en aktiv handling - en adfærd, hvor man skal huske at slukke lyset eller tilsidesætte sit behov for chokolade og nøjes med en gulerod.

Kan man sammenligne fantomsmerter og vaner? Nej. Selv hvis hjernen opfører sig nøjagtig som nerverne efter en amputation, er der gigantisk forskel pÃ¥ den konstante pÃ¥virkning af nervebanerne 24 timer i døgnet fra en amputation og sÃ¥ en adfærd, der udføres mÃ¥ske en time eller to i døgnet. Og igen – en adfærd er noget, man kan tilsidesætte, glemme, springe over, udsætte. En amputation er en tilstand.

Maltz slutter med sin egen private empiri over, at man føler sig hjemme i et nyt hus efter tre uger.  Gør folk det? Kommer det ikke an på, om de selv har ønsket at flytte, om huset er som de ønskede.   

Faren ved 21-dages reglen er, at man ikke arbejder nok med sig selv, når man vil skabe nye vaner og derfor ikke når nogen resultater. Prochaska og DiClemente regner med en væsentlig længere periode, men slig realisme er jo meget mere kedelig.

Jeg hørte for nylig i morgen-tv om én, der ville efterprøve Stanley Milgrams berømte forsøg om six degrees of separation, et dogme jeg jævnligt støder på som argument for, at netværk virker, fx skriver Peter Busch:

Pointen i teorien er, at man kan forbinde ethvert menneske pÃ¥ jorden med ethvert andet menneske pÃ¥ jorden, via 6 “hÃ¥ndtryk”. AltsÃ¥ en, der kender en, der kender en, der kender en, der kender en, der kender en, der kender personen.

Det er bogstaveligt talt en utrolig tanke, at jeg skulle kende en der kender en osv., der kender en hjemmegående amish-mor til tre eller en japansk IT-chef for Fujitsu. Fx fordi min erfaring siger mig, at der er pokker til forskel på, hvor meget omgang forskellige (sub)kulturer plejer med hinanden.

Milgrams metode går ud på, at man vælger nogle startpersoner, der via deres bekendte forsøger at danne en kæde til en målperson. Bekendtskabet skal være gensidigt. Altså nogenlunde som i det virkelige liv, hvis man gerne vil introduceres for en, man ikke selv kender.

Under 30 % med six degrees i Kansas og Nebraska
Milgram lavede to forsøg: I Kansas-forsøget er de 160 startpersoner fra Wichita og målpersonen, konen til en studerende, fra Cambridge. De danner 44 forbindelser (27,5 %), og det er blandt dem, den gennemsnitlige kæde er på fem-seks personer.  I Nebraska-forsøget sender 217 startpersoner fra Nebraska og Boston et dokument mod en målperson, der er børsmægler i Boston. Det resulterer i 64 forbindelser (29,5 %). Men hvor mange led er de resterende 70 % fra Cambridgekonen eller børsmægleren?

Milgram påpeger selv, at den geografiske afstand har stor betydning: Der er 5,7 grader mellem Nebraska og Boston, mod 4,4 når både start og mål er fra Boston. Det passer med min egen erfaring, jeg kender også mange flere i København end i Frederikshavn.

Under 2 % på mail fra Australien til Norge
Nu gjaldt Milgrams resultater kun Amerika, som det hed dengang i ’67. Det er eftertiden, der har konkluderet, at de seks grader kan overføres til hele verden. I 2003 forsøgte Duncan Watts m.fl. at teste, om det nu rent faktisk forholdt sig sÃ¥dan. 60.000 personer fra 166 lande deltog i mail-udgaven af Milgrams forsøg, og de brugte 5-7 mails pÃ¥ at komme i kontakt med mÃ¥lpersoner fra 13 lande. Hvis historien stopper dér, og sÃ¥ mÃ¥ man jo blive overbevist. Men læser man videre, konstaterer man at kun 384 mails nÃ¥r frem, hvilket er under 2 % af de 24.163 mails, der bliver sendt af sted. Her vides det heller ikke, hvor mange led der er hen til mÃ¥let for de 3.779 personer, som aldrig fÃ¥r skabt kontakten.

Gennemsnitshøjden på en dværg og en kæmpe
De seks grader er selvfølgelig et gennemsnitstal. Men giver det mening? Hvis der er to grader mellem en professor fra Yale og præsident Bush, hvad gavner det så en taxichauffør i New Orleans, der stadig bor i en halvråddent, bakteriebefængt skur, fordi han har 10 grader, som han i øvrigt ikke kan finde, endsige motivere til at hjælpe sig?

Jeg har kun stødt pÃ¥ en enkelt, der har øje for at man ikke skaber forretning med det videnskabelige spin om de 6 grader – tværtimod, hvis alle automatisk er lige gode netværkere, hvorfor skal de sÃ¥ tage pengene op af lommen? Ivan Misner skriver om Milgram:

Secondly, and most importantly, the studies’ findings indicate clearly that some people are better connected than others. I believe that’s important because it means that this is a skill that can be acquired. With reading, training, and coaching, people can develop their networking skills, increase their connections, and become part of the roughly 29% of people that are, in fact, separated from the rest of the world by only six degrees. 

Selvfølgelig er der forskel på, hvor mange (positive) forbindelser folk har, og hvor gode de er til at skabe endnu flere. Der findes alle grader, lige fra dem i Clinton-klassen, der kan nyde en cigar med næsten hvem som helst, til dem der har meget få kontakter (og det er slet ikke så få). I mellem de yderpoler er der et hav af generte, aggressive, uempatiske, usikre eller generøse, elskværdige, morsomme, selvsikre mennesker, der kender andre i varierende grader og er varierende gode til at drage gensidig fordel af det.

Får man mange erfaringer med at blive afvist og med at være alene i de unge år, kommer man til at mangle værktøjer til at skabe og fastholde et solidt netværk af familie og venner senere i livet. (Mathias Lasgaard)

Videnskabeligt spin
Den menneskelige variation er for mig sÃ¥ selvindlysende, at det undrer mig, at der ikke er flere, der undrer sig. Det ligner myten om, at verbalsproget kun skulle udgøre 7 procent af budskabet, som skægt nok ogsÃ¥ er fra ’67. I de følgende 40 Ã¥r er resultaterne i begge tilfælde blevet fordrejet: Milgrams tre stater er blevet til hele verden og Mehrabians uoverensstemmelser er blevet til al kommunikation. Og begge resultater formidles ekstremt vinklet: Mange fortier Milgrams enorme frafald, og stort set ingen fortæller, at Mehrabian kun brugte stillfotos og det kun af ansigter. 

Blandt læserne og tilhørerne er der ikke de store protester, heller ikke blandt journalister. Det virker som om man kan mødes og glædes over, at noget fuldstændigt utroligt skulle være sandt. Det er et fænomen, jeg simpelthen ikke fatter. Måske fordi jeg er blind for de tilfælde, hvor jeg selv er den beredvillige aktør, der går med på en romantisk illusion?

Papirkilder
Stanley Milgram: “The Small World Problem.” Psychology Today, maj 1967, side 60 – 67.

Jeffrey Travers, Stanley Milgram: “An Experimental Study of the Small World Problem.” Sociometry, Vol. 32, No. 4 (Dec., 1969), side 425-443.

Ordet leverer kun 7 %, når man opfatter et budskab – stemmen 38 % og kropssproget 55 %. Påstanden optræder igen og igen: Albert Mehrabians undersøgelsesresultater fra ’67 er en af de mest sejlivede myter, der citeres flittigt i alt fra kursuskataloger over de officielle myndigheder til faglitteraturen.

Præcisionen forfører: Så skæve tal må jo være udtryk for noget sandt. Udbyttet af den mundtlige kommunikation, hvor du kan se og høre din samtalepartner, skulle dermed være over 14 gange større, send hvis du læste de samme ord trykt på et stykke papir. Læs en bog og du forstår kun syv procent af det udbytte, du ville få fra en oplæsning?

Albert Mehrabian er socialpsykolog. Hans undersøgelsesresultater stammer fra to forsøg, som han foretog engang i slutningen af 60-erne, da han var ansat på UCLA.

Mehrabian understreger selv, at hans resultat udelukkende gælder under særlige omstændigheder, nemlig når man kommunikerer afsenderens holdninger til modtageren på en modstridende måde, hvor der er uoverensstemmelse mellem de ord, der bliver sagt, stemmeføringen og ansigtsudtrykket. Altså når man fx siger til sine tilhørere, at man kan lide dem, samtidig med at ens stemme og ansigtsudtryk udtrykker det modsatte.

I sit første forsøg undersøgte Mehrabian ni enkeltstående ord, et ad gangen. Tre skulle udtrykke en positiv holdning til modtageren: honey, thanks, dear; tre var neutrale: maybe, really, oh; og endelig tre negative: don’t, brute, terrible. Hvert af disse enkeltstående ord udgør altså det totale verbale budskab, som forsøgspersonen skulle vurderer ud fra.

Forestillingen om, at disse enkeltstående ord entydigt udtrykker positive, neutrale eller negative holdninger til en samtalepartner er problematisk. Jeg kan fx ikke se, at ordet don’t nødvendigvis skulle udtrykke en negativ holdning til den, man siger ordet til. Hvis don’t skal advare mig mod at gå ud foran en lastbil, ville jeg personligt tolke det som omsorg.

Et ords betydning afhænger af den sammenhæng, det optræder i. Når ordet optræder alene, tapper man det for betydning. Hvis en fremmed mand går hen til mig og kun siger: “Måske”, udtrykker ordet ikke en neutral holdning, for budskabet er meningsløs. Det er ikke kommunikation.

I sit andet forsøg undersøgte Mehrabian både ansigtsudtrykket og stemmeføringen, når de kommer i karambolage med den holdning som det ene ord måske udtrykker. Som i første forsøg indtales ordet på lydbånd i tre forskellige tonefald, som skal udtrykke en positiv, neutral eller negativ holdning til en fiktiv modtager.

Der tages derefter fotos af ansigtet på nogle modeller, som forsøger at udtrykke de samme holdninger. Bånd og fotos matches og herefter instrueres forsøgspersonerne:

“Du vil blive vist fotografier af forskellige ansigtsudtryk, og samtidig vil du høre optagelser af ordet måske udtalt i tre forskellige tonefald. Du skal forestille dig, at den person, du ser og hører på båndet (A), ser på og taler med en anden person (B). Vurder i hvert tilfælde A’s holdning til B.”

Situationen er søgt og det undrer mig, at forsøgspersonerne har kunnet svare overhovedet.

Mehrabians myte leverer paradoksalt nok selv beviset for, at den ikke er sand. Når en oplægsholder imponerer forsamlingen med de syv procent, så er det netop disse sensationelle ord, der bliver citeret – det er dem, der har gjort indtryk. Hvis myten vitterligt passede, burde det vel være oplægsholderens tonefald og kropssprog – de 93 procent?

De to forsøg er beskrevet i:

Albert Mehrabian og Morton Wiener: ”Decoding of inconsistent communications”, Journal of Personality and Social Psycholgy, 1967, nr. 1, side 109-114.

Albert Mehrabian og Susan R. Ferris: ”Inference of attitudes from nonverbal communication in two channels”, Journal of Consulting Psycholgy, 1967, nr. 3, side 248-252.