I går fik jeg en rigtig dårlig undskyldning. Jeg havde skrevet en klage, fordi jeg syntes jeg var blevet dårligt behandlet. Retur fik jeg et svar: Virksomheden skriver, at de er ked af det, hvis de har lavet en fejl. Men det er jo netop det, jeg har bedt dem om at tage stilling til: Om har lavet en fejl.

Psykologen Aaron Lazare siger, at en reel undskyldning kræver, at man tager ejerskab over fejlen, sådan helt konkret. Og selvom ejerskab er meget oppe i tiden, så er forbehold det også:

Jeg er ked af, jeg afbrød dig
Jeg afbrød dig, og jeg tager fejlen på mig.

Jeg er ked af, hvis jeg afbrød dig
Hypotetisk undskyldning. Jeg har ikke taget stilling til, om jeg afbrød dig, så jeg tager heller ikke ejerskab over en eventuel fejl. Men hvis jeg en dag gør noget forkert, så vil jeg være ked ad af det.

Jeg er ked af, du føler, jeg afbrød dig
Jeg er ked af, at du har det skidt, men det er ikke mit ansvar. Ejerskabet over fejlen (eller problemet) flyttes over til den anden part: Måske er du lidt sart? Nærtagende? Forventer for meget?

Jeg er ked af, hvis du føler, jeg afbrød dig
Har du et problem? Har jeg et problem? Er der overhovedet sket noget? Måske kunne man kalde det radikalt systemisk nysprog, hvor vi står fast på, at vi har hver sin oplevelse af hvad som helst og sproget er holdt op med at skabe et socialt fællesskab. Der er ingen fælles betydning, ingen fælles kultur. Alt er blevet fuldstændigt relativt. Jeg har lov at lægge hvad som helst i det du siger. Til gengæld kan du affærdige min reaktion med, at det kun er min oplevelse. Det er ikke en fælles virkelighed. There is no reality, only perception.

Eller er der?