Strategi


I går fik jeg en rigtig dårlig undskyldning. Jeg havde skrevet en klage, fordi jeg syntes jeg var blevet dårligt behandlet. Retur fik jeg et svar: Virksomheden skriver, at de er ked af det, hvis de har lavet en fejl. Men det er jo netop det, jeg har bedt dem om at tage stilling til: Om har lavet en fejl.

Psykologen Aaron Lazare siger, at en reel undskyldning kræver, at man tager ejerskab over fejlen, sådan helt konkret. Og selvom ejerskab er meget oppe i tiden, så er forbehold det også:

Jeg er ked af, jeg afbrød dig
Jeg afbrød dig, og jeg tager fejlen på mig.

Jeg er ked af, hvis jeg afbrød dig
Hypotetisk undskyldning. Jeg har ikke taget stilling til, om jeg afbrød dig, så jeg tager heller ikke ejerskab over en eventuel fejl. Men hvis jeg en dag gør noget forkert, så vil jeg være ked ad af det.

Jeg er ked af, du føler, jeg afbrød dig
Jeg er ked af, at du har det skidt, men det er ikke mit ansvar. Ejerskabet over fejlen (eller problemet) flyttes over til den anden part: Måske er du lidt sart? Nærtagende? Forventer for meget?

Jeg er ked af, hvis du føler, jeg afbrød dig
Har du et problem? Har jeg et problem? Er der overhovedet sket noget? Måske kunne man kalde det radikalt systemisk nysprog, hvor vi står fast på, at vi har hver sin oplevelse af hvad som helst og sproget er holdt op med at skabe et socialt fællesskab. Der er ingen fælles betydning, ingen fælles kultur. Alt er blevet fuldstændigt relativt. Jeg har lov at lægge hvad som helst i det du siger. Til gengæld kan du affærdige min reaktion med, at det kun er min oplevelse. Det er ikke en fælles virkelighed. There is no reality, only perception.

Eller er der?

“Det er de velstillede, som ændrer adfærd i forbindelse med kampagner om livsstil.” Er der alene fordi, der har resurserne? Eller befinder de sig i lige netop den mÃ¥lgruppe, man nÃ¥r med sin kommunikation? Fx fordi man – afsenderen – typisk ogsÃ¥ hører til de velstillede og derfor har let ved at følge tankegangen?

Forandring er en bevægelse, og eftersom hele samfundet ikke bevæger sig i takt, befinder vi os i forskellige målgrupper. Ikke bare som unge, gamle eller gravide. Vi også målgruppe alt efter, hvor meget eller lidt vi allerede har forandret os: Vil jeg fx allerede holde op med at ryge? Eller er jeg stadig ligeglad med, om jeg lever et par år fra eller til?

Den transteoretiske model fremhæver at forandring sker over tid ved at dele processen op i fem stadier: før-overvejelse, overvejelse, forberedelse, handling og vedligeholdelse. Stadierne viser, hvornår kognition, emotion og adfærd ændres. Modellen konkretiserer, hvordan et budskab skal times og hvornår det er passé.

Hovedkræfterne bag modellen er Prochaska og DiClemente. Modellen har været brugt til kreering af politikker, forebyggelse og behandling og brugt på meget forskellige beslutninger om fx stresshåndtering, rygestop og organisatoriske ændringer.

1. Før-overvejelse
Reflekterer ikke over sin nuværende adfærd og er uinteresseret i forandring i en overskuelig fremtid (det er typisk et halvt år). Årsagen kan være manglende viden om adfærdens konsekvenser eller man kan være demoraliseret, fordi man har fejlet i tidligere forsøg på at ændre adfærden.

  • MÃ¥l: En seriøs overvejelse om at ændre adfærd.
  • Opgaver: OpnÃ¥ bekymring om adfærd og opmærksomhed om forandring.
  • Kommunikér: Rejs tvivl, øg mÃ¥lgruppens fokus pÃ¥ risikoen og problemerne ved den nuværende adfærd.

2. Overvejelse
Har lyst til en konkret forandring inden for en overskuelig fremtid. Man vejer fordele og ulemper ved forandringen. Man kan være immobiliseret af ambivalens med et behov for en løsning på ambivalensen.

  • MÃ¥l: En velovervejet vurdering, der fører til en beslutning om forandring.
  • Opgaver: Analysere risiko-gevinst, tage beslutning.
  • Kommunikér: Tip beslutningsbalancen: fremkald gode grunde til forandringen og risici ved status quo. Styrk tiltroen til at mÃ¥lgruppen vitterlig kan ændre adfærden.

3. Forberedelse
Fordelene opvejer ulemperne og man har tænkt sig at ændre adfærd i den nærmeste fremtid (typisk en måned). Søger typisk information, forbereder og planlægger, hvordan forandringen skal ske. Mange i denne fase har allerede forsøgt at ændre adfærd inden for det sidste år uden at kunne fastholde ændringen. Det er ofte denne fase, kampagner henvender sig til.

  • MÃ¥l: En handlingsplan, der kan iværksættes snarest.
  • Opgaver: Skabe en effektiv, realistisk plan. Forpligte sig.
  • Kommunikér: Forslag til gode strategier og handlingsplaner.

4. Handling
Åbenlyse egentlige forandringer i adfærden, det man traditionelt forstår ved forandringer. Man sætter planen i værk og forsøger at skabe et nyt adfærdsmønster. Det mest sandsynlige tidspunkt for tilbagefald og regression, som typisk skyldes mangelfuld forberedelse eller forpligtelse på forandringen. Mange adfærdsteorier begynder først her.

  • MÃ¥l: Etablering af nyt adfærdsmønster.
  • Opgaver: Iværksætte planen tilfredsstillende. Eventuelt revidere planen. Fastholde forpligtelsen, nÃ¥r planen er vanskelig at holde.
  • Kommunikér: Konkrete rÃ¥d til at iværksætte plan og løsninger pÃ¥ problemer. Støt selvtillid.

5. Vedligeholdelse
Det nye adfærdsmønster fastholdes i en længere periode og integreres i den samlede livsstil. Man arbejder for at undgå tilbagefald, men foretager ikke så mange forandringsprocesser som i handlingsfasen. I dette stadium er der stadig risiko for tilbagefald, men den der faldende og forandringen kræver en mindre indsats.

  • MÃ¥l: Etablering af ny livsstil.
  • Opgaver: Integrere i livsstil: Fastholde den nye adfærd i mange forskellige situationer. UndgÃ¥ tilbagefald.
  • Kommunikér: Kom med strategier og tips, der forebygger tilbagefald.

Ud fra det kan man overveje, hvordan man kan kommunikere i den konkrete situation. Hvis en gruppe sidder fast i et stadium, nytter det næppe at gentage budskabet. “PÃ¥ trods af at alle familier vidste, hvordan man blev overvægtig, mente 32 (91 %) af børnene pÃ¥ julemærkehjemmet og 16 af de øvrige børn (64 %), at dette primært gjaldt for andre overvægtige børn.” MÃ¥ske skal argumentationen flyttes?

Persongooglinger er aktuelle; søgningen på ens navn skal helst generere et attraktivt resultat. Ellers er der råd for, hvordan man kommer til at se bedre ud i Google. Det har fået mig til at reflektere over, hvad jeg – egentlig ret ubevidst – har konkluderet ud fra en persongoogling. Er mine vurderinger rimelige? Rådene giver jo indirekte en opskrift på, hvordan man tolker en persongoogling: Hvad skal man lægge i søgeresultatet eller og manglen på samme?

Google ser ikke alt
En af anbefalingerne går på, at søgningen skal vise mine formelle netværk. Det fik mig til at tjekke VL-grupperne for virksomhedsledere. De kommer ikke frem i persongooglinger, selvom de enkelte medlemmer kan ses på netværkets hjemmeside (i hvert fald ikke dem jeg testede). Man skal altså kende netværket og søge medlemmet direkte på netværkets hjemmeside. Persongooglingen kan bekræfte nogle konkrete fakta og finde endnu flere oplysninger, men det er sværere at afkræfte noget. Derfor er det svært at sammenligne flere personer på andet end meget specifikke meritter: Man kan tjekke, hvem der medlem af et bestemt netværk (hvis ikke der er fejl i opdateringen), men ikke hvem der er med i flest netværk.Lagkage over netværksmeritter

Det kræver indsigt i fag eller branche at vurdere folks netværksstatus, for der mÃ¥ være et utal andre ukendte - men stadig værdifulde – netværk, som heller ikke kan ses i en persongoogling. Google kan fx ikke se mig som medlem to af mine meget værdifulde netværk, fordi de ligger pÃ¥ intranet og mailliste. NÃ¥r jeg melder mig ind i et netværk, vil jeg stadig prioritere det der foregÃ¥r i netværket. Markedsføringsværdien pÃ¥ Google er sekundær; medlemskabet af den meget synlige LinkedIn behøver nemlig ikke stikke sÃ¥ dybt. Derfor vil jeg heller ikke vurdere andre ud fra, om jeg kan se deres netværk i Google.

Bliv imponeret over den forkerte 
Men persongooglingen viser andet om folks arbejdsliv. Man kan se hvor mange hits de har og hvad de laver – eller kan man? Hvem er bedst til web? Den redaktør, der skriver dagligt pÃ¥ et intranet med 10.000 faste brugere (0 hits)? Eller hende, der lægger navn til “sidst opdateret af” ti gange om Ã¥ret pÃ¥ en hjemmeside med 1000 brugere (10 hits)? Og hvem ved mest om ledelse? Den leder, som optræder med foto, navn og artikler pÃ¥ hjemmesiden i en lille firemandsvirksomhed (10 hits)? Eller mellemlederen med 30 under sig, som slet ikke optræder på storkoncernen.dk (0 hits)? Søgeresultatet er hverken et dækkende billede for ens onlineaktiviteter eller ens aktiviteter i det hele taget: Skinnet kan bedrage online, som det kan offline.

Oven i kommer sÃ¥ alle fejlmulighederne fra selve navnet: Der er adskillige Anne Jensen’er om de knap 90.000 hits - hvem er min? Man kan indsnævre med fag, men det er ikke sÃ¥ simpelt: Selv en journalist optræder uden at skrive, at hun er journalist. MÃ¥ske er der ligefrem to af slagsen? SÃ¥ er der alle de journalister, der interviewer en Anne Jensen, der laver noget helt andet. Selv os med halvsjældne navne deler hits med andre. Hvor mange har et helt unikt navn og hvordan ved man det? Og hvis man ikke er lige dén Kirsten Thorup, vil alverdens søgemaskineoptimering ikke kunne tvinge ens egne meritter op i toppen af de smÃ¥ 100.000 hits.

Egen uvidenhed filtrerer den bedste fra
Jeg er sikker pÃ¥, at der er flere fejlkilder i persongoogling end dem jeg har nævnt her (forfalskninger, tekniske,…). Der er ogsÃ¥ stadig mange muligheder. Jeg vil blive ved med at tjekke hvad som helst i Google – inklusive andre mennesker – men jeg vil forny min opmærksomhed pÃ¥, at man trods alt endnu ikke kan finde svaret pÃ¥ alt i dér.  Jeg begyndte at reflektere over persongoogling, da jeg læste en anmeldelse af bogen “Dit virtuelle hÃ¥ndtryk” i sidste uge. Et hÃ¥ndtryk kræver noget fra begge sider. Kildekritikken er stadig vigtig. Det er ikke kun den, der bliver sorteret fra, der risikere at gÃ¥ glip af noget. Det er ogsÃ¥ mig, der risikerer at sorterer de bedste kontakter fra. 

Næste side »