Sprog


I går fik jeg en rigtig dårlig undskyldning. Jeg havde skrevet en klage, fordi jeg syntes jeg var blevet dårligt behandlet. Retur fik jeg et svar: Virksomheden skriver, at de er ked af det, hvis de har lavet en fejl. Men det er jo netop det, jeg har bedt dem om at tage stilling til: Om har lavet en fejl.

Psykologen Aaron Lazare siger, at en reel undskyldning kræver, at man tager ejerskab over fejlen, sådan helt konkret. Og selvom ejerskab er meget oppe i tiden, så er forbehold det også:

Jeg er ked af, jeg afbrød dig
Jeg afbrød dig, og jeg tager fejlen på mig.

Jeg er ked af, hvis jeg afbrød dig
Hypotetisk undskyldning. Jeg har ikke taget stilling til, om jeg afbrød dig, så jeg tager heller ikke ejerskab over en eventuel fejl. Men hvis jeg en dag gør noget forkert, så vil jeg være ked ad af det.

Jeg er ked af, du føler, jeg afbrød dig
Jeg er ked af, at du har det skidt, men det er ikke mit ansvar. Ejerskabet over fejlen (eller problemet) flyttes over til den anden part: Måske er du lidt sart? Nærtagende? Forventer for meget?

Jeg er ked af, hvis du føler, jeg afbrød dig
Har du et problem? Har jeg et problem? Er der overhovedet sket noget? Måske kunne man kalde det radikalt systemisk nysprog, hvor vi står fast på, at vi har hver sin oplevelse af hvad som helst og sproget er holdt op med at skabe et socialt fællesskab. Der er ingen fælles betydning, ingen fælles kultur. Alt er blevet fuldstændigt relativt. Jeg har lov at lægge hvad som helst i det du siger. Til gengæld kan du affærdige min reaktion med, at det kun er min oplevelse. Det er ikke en fælles virkelighed. There is no reality, only perception.

Eller er der?

Hvor lang tid tager det, at få afleveret budskabet i en præsentation? Hvordan beregner man, hvornår man har fyldt tiden ud, når man skal holde et oplæg? Jeg har lært tommelfingerreglen: 130 ord i minuttet. Gennemsnitsord, vel og mærke. Almindeligt talesprog. Bruger man mange lange ord, fx sammensatte ord, kan man nå mindre. Men gennemsnitsordene, dem kan man nå at aflevere i et tempo nogenlunde som det, du kan høre her:

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

 Men et oplæg skal ikke være langt, før man får behov for at holde pauser undervejs. Tilhørerne har behov for pauser mellem forskellige delemner for ikke at tabe koncentrationen. Og oplægsholderen har behov for pauser til at overskue den næste delemne, til at overskue AV og så videre.

130 ord svarer til 6 til 8 linjer på et A4 papir. 

Indtil nu har anbefalingerne for webtekster typisk været meget enslydende: Skriv korte tekster og korte afsnit, brug punktopstillinger, skriv klart ikke smart osv. Men kan en artikel af Jakob Nielsen måske åbne for en tiltrængt diskussion om forskellige genrekrav til forskellige typer webtekster?

For webtekster er vel ikke mere ens en fx avistekster? Kravene til den enkelte genre er ikke styret af mediet alene, men af tekstens funktion i mediet. Avisnotitsen skrives radikalt forskelligt fra baggrundsreportagen eller causeriet. Genrernes forskellige funktioner stiller forskellige krav, og jeg kan ikke se, hvorfor det ikke også skulle gælde på nettet.

Jeg læser meget hellere én lang faglig webartikel, end jeg klikker frem til den ene webside efter den anden, fordi teksten er hakket op i smÃ¥bidder efter hvert tredje afsnit for at tilfredsstille et stift genrekrav, som er hensigtsmæssigt i nogle situationer, men ikke alle. Omvendt foretrækker jeg korte, klare tekster, nÃ¥r jeg skal orienteres om fx nyheder, regelstof, fremgangsmÃ¥der etc. Og i nogle blogindlæg virker det helt fint, at man skriver smart, snarere end klart, for her vil jeg underholdes – og bliver det.

Derfor efterlyser jeg et mere nuanceret genrebegreb, hvor man diskuterer forskellige webgenrer, fuldstændigt som vi gør det i alle andre medier: avisen, bogen, brevet osv.

Næste side »