Personlig branding


Mikroformater markerer, hvad de enkelte indholdsdele på et website betyder, så programmer kan håndtere oplysningerne. I stedet for bare at skrive, at man holder foredrag den 7. august i Øksnehallen, så markerer man de forskellige elementer med semantiske tags, så brugeren kan importere alle oplysninger i sin kalender med et enkelt klik. På samme måde kan man markere sine personoplysninger til et vCard i læserens Outlook. Eneste krav er, at browseren kan håndtere sagen. Det kan Firefox med pluginet Operator og efter sigende kommer Explorer version 8 også til at kunne det. 

Meget tidsbesparende og meget intelligent web. Man behøver ikke kende selv kende koderne, bare man kan finde de webtjenester, der generer koden ud fra ens egne data. Ud over de nævnte kan data bl. a. være:

  • Anmeldelser i hReview med tags til fx type (bog, film, event osv.), stjerner, tidspunkt og anmelder.
  • CV i hResume med tags til uddannelse, beskæftigelse etc. – samme som pÃ¥ fx LinkedIn.
  • Blogrolls i XFN med tags til geografi, relation (ven, familie, elsker) og forbindelse (ven, bekendt, aldrig mødt) Fiktivt eksempel: <a href=”seanconnery.com” rel=”friend met colleague neighbor sweetheart”>Sean Connery</a>

Jeg er vild med teknikken, men overvejer hvor mange personoplysninger, det er klogt at lægge ud? NÃ¥r de kan behandles automatisk? Og sÃ¥ bliver det jo afsløret, hvor meget man kender dem pÃ¥ blogroll’en…

Ved siden af det egentlige formål, må det vel give en fordel i forhold til søgemaskineoptimering, at indholdet bliver beskrevet så præcist?

Mange har – som jeg – sit personlige domæne, der bestÃ¥r af fornavn og efternavn. Det giver en god mulighed for at bruge mailadressen som mini-visitkort: Sæt din stillingsbetegnelse foran @’et: stillingsbetegnelse@fornavnefternavn.dk, fx webdesigner@hannefrost.dk. SÃ¥ udnytter du mailadressen fuldt ud, undgÃ¥r at gentage dit navn og formidler samtidig dit interessefelt til modtageren. 

Persongooglinger er aktuelle; søgningen på ens navn skal helst generere et attraktivt resultat. Ellers er der råd for, hvordan man kommer til at se bedre ud i Google. Det har fået mig til at reflektere over, hvad jeg – egentlig ret ubevidst – har konkluderet ud fra en persongoogling. Er mine vurderinger rimelige? Rådene giver jo indirekte en opskrift på, hvordan man tolker en persongoogling: Hvad skal man lægge i søgeresultatet eller og manglen på samme?

Google ser ikke alt
En af anbefalingerne går på, at søgningen skal vise mine formelle netværk. Det fik mig til at tjekke VL-grupperne for virksomhedsledere. De kommer ikke frem i persongooglinger, selvom de enkelte medlemmer kan ses på netværkets hjemmeside (i hvert fald ikke dem jeg testede). Man skal altså kende netværket og søge medlemmet direkte på netværkets hjemmeside. Persongooglingen kan bekræfte nogle konkrete fakta og finde endnu flere oplysninger, men det er sværere at afkræfte noget. Derfor er det svært at sammenligne flere personer på andet end meget specifikke meritter: Man kan tjekke, hvem der medlem af et bestemt netværk (hvis ikke der er fejl i opdateringen), men ikke hvem der er med i flest netværk.Lagkage over netværksmeritter

Det kræver indsigt i fag eller branche at vurdere folks netværksstatus, for der mÃ¥ være et utal andre ukendte - men stadig værdifulde – netværk, som heller ikke kan ses i en persongoogling. Google kan fx ikke se mig som medlem to af mine meget værdifulde netværk, fordi de ligger pÃ¥ intranet og mailliste. NÃ¥r jeg melder mig ind i et netværk, vil jeg stadig prioritere det der foregÃ¥r i netværket. Markedsføringsværdien pÃ¥ Google er sekundær; medlemskabet af den meget synlige LinkedIn behøver nemlig ikke stikke sÃ¥ dybt. Derfor vil jeg heller ikke vurdere andre ud fra, om jeg kan se deres netværk i Google.

Bliv imponeret over den forkerte 
Men persongooglingen viser andet om folks arbejdsliv. Man kan se hvor mange hits de har og hvad de laver – eller kan man? Hvem er bedst til web? Den redaktør, der skriver dagligt pÃ¥ et intranet med 10.000 faste brugere (0 hits)? Eller hende, der lægger navn til “sidst opdateret af” ti gange om Ã¥ret pÃ¥ en hjemmeside med 1000 brugere (10 hits)? Og hvem ved mest om ledelse? Den leder, som optræder med foto, navn og artikler pÃ¥ hjemmesiden i en lille firemandsvirksomhed (10 hits)? Eller mellemlederen med 30 under sig, som slet ikke optræder på storkoncernen.dk (0 hits)? Søgeresultatet er hverken et dækkende billede for ens onlineaktiviteter eller ens aktiviteter i det hele taget: Skinnet kan bedrage online, som det kan offline.

Oven i kommer sÃ¥ alle fejlmulighederne fra selve navnet: Der er adskillige Anne Jensen’er om de knap 90.000 hits - hvem er min? Man kan indsnævre med fag, men det er ikke sÃ¥ simpelt: Selv en journalist optræder uden at skrive, at hun er journalist. MÃ¥ske er der ligefrem to af slagsen? SÃ¥ er der alle de journalister, der interviewer en Anne Jensen, der laver noget helt andet. Selv os med halvsjældne navne deler hits med andre. Hvor mange har et helt unikt navn og hvordan ved man det? Og hvis man ikke er lige dén Kirsten Thorup, vil alverdens søgemaskineoptimering ikke kunne tvinge ens egne meritter op i toppen af de smÃ¥ 100.000 hits.

Egen uvidenhed filtrerer den bedste fra
Jeg er sikker pÃ¥, at der er flere fejlkilder i persongoogling end dem jeg har nævnt her (forfalskninger, tekniske,…). Der er ogsÃ¥ stadig mange muligheder. Jeg vil blive ved med at tjekke hvad som helst i Google – inklusive andre mennesker – men jeg vil forny min opmærksomhed pÃ¥, at man trods alt endnu ikke kan finde svaret pÃ¥ alt i dér.  Jeg begyndte at reflektere over persongoogling, da jeg læste en anmeldelse af bogen “Dit virtuelle hÃ¥ndtryk” i sidste uge. Et hÃ¥ndtryk kræver noget fra begge sider. Kildekritikken er stadig vigtig. Det er ikke kun den, der bliver sorteret fra, der risikere at gÃ¥ glip af noget. Det er ogsÃ¥ mig, der risikerer at sorterer de bedste kontakter fra.