Netværk


Jeg hørte for nylig i morgen-tv om én, der ville efterprøve Stanley Milgrams berømte forsøg om six degrees of separation, et dogme jeg jævnligt støder på som argument for, at netværk virker, fx skriver Peter Busch:

Pointen i teorien er, at man kan forbinde ethvert menneske pÃ¥ jorden med ethvert andet menneske pÃ¥ jorden, via 6 “hÃ¥ndtryk”. AltsÃ¥ en, der kender en, der kender en, der kender en, der kender en, der kender en, der kender personen.

Det er bogstaveligt talt en utrolig tanke, at jeg skulle kende en der kender en osv., der kender en hjemmegående amish-mor til tre eller en japansk IT-chef for Fujitsu. Fx fordi min erfaring siger mig, at der er pokker til forskel på, hvor meget omgang forskellige (sub)kulturer plejer med hinanden.

Milgrams metode går ud på, at man vælger nogle startpersoner, der via deres bekendte forsøger at danne en kæde til en målperson. Bekendtskabet skal være gensidigt. Altså nogenlunde som i det virkelige liv, hvis man gerne vil introduceres for en, man ikke selv kender.

Under 30 % med six degrees i Kansas og Nebraska
Milgram lavede to forsøg: I Kansas-forsøget er de 160 startpersoner fra Wichita og målpersonen, konen til en studerende, fra Cambridge. De danner 44 forbindelser (27,5 %), og det er blandt dem, den gennemsnitlige kæde er på fem-seks personer.  I Nebraska-forsøget sender 217 startpersoner fra Nebraska og Boston et dokument mod en målperson, der er børsmægler i Boston. Det resulterer i 64 forbindelser (29,5 %). Men hvor mange led er de resterende 70 % fra Cambridgekonen eller børsmægleren?

Milgram påpeger selv, at den geografiske afstand har stor betydning: Der er 5,7 grader mellem Nebraska og Boston, mod 4,4 når både start og mål er fra Boston. Det passer med min egen erfaring, jeg kender også mange flere i København end i Frederikshavn.

Under 2 % på mail fra Australien til Norge
Nu gjaldt Milgrams resultater kun Amerika, som det hed dengang i ’67. Det er eftertiden, der har konkluderet, at de seks grader kan overføres til hele verden. I 2003 forsøgte Duncan Watts m.fl. at teste, om det nu rent faktisk forholdt sig sÃ¥dan. 60.000 personer fra 166 lande deltog i mail-udgaven af Milgrams forsøg, og de brugte 5-7 mails pÃ¥ at komme i kontakt med mÃ¥lpersoner fra 13 lande. Hvis historien stopper dér, og sÃ¥ mÃ¥ man jo blive overbevist. Men læser man videre, konstaterer man at kun 384 mails nÃ¥r frem, hvilket er under 2 % af de 24.163 mails, der bliver sendt af sted. Her vides det heller ikke, hvor mange led der er hen til mÃ¥let for de 3.779 personer, som aldrig fÃ¥r skabt kontakten.

Gennemsnitshøjden på en dværg og en kæmpe
De seks grader er selvfølgelig et gennemsnitstal. Men giver det mening? Hvis der er to grader mellem en professor fra Yale og præsident Bush, hvad gavner det så en taxichauffør i New Orleans, der stadig bor i en halvråddent, bakteriebefængt skur, fordi han har 10 grader, som han i øvrigt ikke kan finde, endsige motivere til at hjælpe sig?

Jeg har kun stødt pÃ¥ en enkelt, der har øje for at man ikke skaber forretning med det videnskabelige spin om de 6 grader – tværtimod, hvis alle automatisk er lige gode netværkere, hvorfor skal de sÃ¥ tage pengene op af lommen? Ivan Misner skriver om Milgram:

Secondly, and most importantly, the studies’ findings indicate clearly that some people are better connected than others. I believe that’s important because it means that this is a skill that can be acquired. With reading, training, and coaching, people can develop their networking skills, increase their connections, and become part of the roughly 29% of people that are, in fact, separated from the rest of the world by only six degrees. 

Selvfølgelig er der forskel på, hvor mange (positive) forbindelser folk har, og hvor gode de er til at skabe endnu flere. Der findes alle grader, lige fra dem i Clinton-klassen, der kan nyde en cigar med næsten hvem som helst, til dem der har meget få kontakter (og det er slet ikke så få). I mellem de yderpoler er der et hav af generte, aggressive, uempatiske, usikre eller generøse, elskværdige, morsomme, selvsikre mennesker, der kender andre i varierende grader og er varierende gode til at drage gensidig fordel af det.

Får man mange erfaringer med at blive afvist og med at være alene i de unge år, kommer man til at mangle værktøjer til at skabe og fastholde et solidt netværk af familie og venner senere i livet. (Mathias Lasgaard)

Videnskabeligt spin
Den menneskelige variation er for mig sÃ¥ selvindlysende, at det undrer mig, at der ikke er flere, der undrer sig. Det ligner myten om, at verbalsproget kun skulle udgøre 7 procent af budskabet, som skægt nok ogsÃ¥ er fra ’67. I de følgende 40 Ã¥r er resultaterne i begge tilfælde blevet fordrejet: Milgrams tre stater er blevet til hele verden og Mehrabians uoverensstemmelser er blevet til al kommunikation. Og begge resultater formidles ekstremt vinklet: Mange fortier Milgrams enorme frafald, og stort set ingen fortæller, at Mehrabian kun brugte stillfotos og det kun af ansigter. 

Blandt læserne og tilhørerne er der ikke de store protester, heller ikke blandt journalister. Det virker som om man kan mødes og glædes over, at noget fuldstændigt utroligt skulle være sandt. Det er et fænomen, jeg simpelthen ikke fatter. Måske fordi jeg er blind for de tilfælde, hvor jeg selv er den beredvillige aktør, der går med på en romantisk illusion?

Papirkilder
Stanley Milgram: “The Small World Problem.” Psychology Today, maj 1967, side 60 – 67.

Jeffrey Travers, Stanley Milgram: “An Experimental Study of the Small World Problem.” Sociometry, Vol. 32, No. 4 (Dec., 1969), side 425-443.

Persongooglinger er aktuelle; søgningen på ens navn skal helst generere et attraktivt resultat. Ellers er der råd for, hvordan man kommer til at se bedre ud i Google. Det har fået mig til at reflektere over, hvad jeg – egentlig ret ubevidst – har konkluderet ud fra en persongoogling. Er mine vurderinger rimelige? Rådene giver jo indirekte en opskrift på, hvordan man tolker en persongoogling: Hvad skal man lægge i søgeresultatet eller og manglen på samme?

Google ser ikke alt
En af anbefalingerne går på, at søgningen skal vise mine formelle netværk. Det fik mig til at tjekke VL-grupperne for virksomhedsledere. De kommer ikke frem i persongooglinger, selvom de enkelte medlemmer kan ses på netværkets hjemmeside (i hvert fald ikke dem jeg testede). Man skal altså kende netværket og søge medlemmet direkte på netværkets hjemmeside. Persongooglingen kan bekræfte nogle konkrete fakta og finde endnu flere oplysninger, men det er sværere at afkræfte noget. Derfor er det svært at sammenligne flere personer på andet end meget specifikke meritter: Man kan tjekke, hvem der medlem af et bestemt netværk (hvis ikke der er fejl i opdateringen), men ikke hvem der er med i flest netværk.Lagkage over netværksmeritter

Det kræver indsigt i fag eller branche at vurdere folks netværksstatus, for der mÃ¥ være et utal andre ukendte - men stadig værdifulde – netværk, som heller ikke kan ses i en persongoogling. Google kan fx ikke se mig som medlem to af mine meget værdifulde netværk, fordi de ligger pÃ¥ intranet og mailliste. NÃ¥r jeg melder mig ind i et netværk, vil jeg stadig prioritere det der foregÃ¥r i netværket. Markedsføringsværdien pÃ¥ Google er sekundær; medlemskabet af den meget synlige LinkedIn behøver nemlig ikke stikke sÃ¥ dybt. Derfor vil jeg heller ikke vurdere andre ud fra, om jeg kan se deres netværk i Google.

Bliv imponeret over den forkerte 
Men persongooglingen viser andet om folks arbejdsliv. Man kan se hvor mange hits de har og hvad de laver – eller kan man? Hvem er bedst til web? Den redaktør, der skriver dagligt pÃ¥ et intranet med 10.000 faste brugere (0 hits)? Eller hende, der lægger navn til “sidst opdateret af” ti gange om Ã¥ret pÃ¥ en hjemmeside med 1000 brugere (10 hits)? Og hvem ved mest om ledelse? Den leder, som optræder med foto, navn og artikler pÃ¥ hjemmesiden i en lille firemandsvirksomhed (10 hits)? Eller mellemlederen med 30 under sig, som slet ikke optræder på storkoncernen.dk (0 hits)? Søgeresultatet er hverken et dækkende billede for ens onlineaktiviteter eller ens aktiviteter i det hele taget: Skinnet kan bedrage online, som det kan offline.

Oven i kommer sÃ¥ alle fejlmulighederne fra selve navnet: Der er adskillige Anne Jensen’er om de knap 90.000 hits - hvem er min? Man kan indsnævre med fag, men det er ikke sÃ¥ simpelt: Selv en journalist optræder uden at skrive, at hun er journalist. MÃ¥ske er der ligefrem to af slagsen? SÃ¥ er der alle de journalister, der interviewer en Anne Jensen, der laver noget helt andet. Selv os med halvsjældne navne deler hits med andre. Hvor mange har et helt unikt navn og hvordan ved man det? Og hvis man ikke er lige dén Kirsten Thorup, vil alverdens søgemaskineoptimering ikke kunne tvinge ens egne meritter op i toppen af de smÃ¥ 100.000 hits.

Egen uvidenhed filtrerer den bedste fra
Jeg er sikker pÃ¥, at der er flere fejlkilder i persongoogling end dem jeg har nævnt her (forfalskninger, tekniske,…). Der er ogsÃ¥ stadig mange muligheder. Jeg vil blive ved med at tjekke hvad som helst i Google – inklusive andre mennesker – men jeg vil forny min opmærksomhed pÃ¥, at man trods alt endnu ikke kan finde svaret pÃ¥ alt i dér.  Jeg begyndte at reflektere over persongoogling, da jeg læste en anmeldelse af bogen “Dit virtuelle hÃ¥ndtryk” i sidste uge. Et hÃ¥ndtryk kræver noget fra begge sider. Kildekritikken er stadig vigtig. Det er ikke kun den, der bliver sorteret fra, der risikere at gÃ¥ glip af noget. Det er ogsÃ¥ mig, der risikerer at sorterer de bedste kontakter fra.