Kropssprog


Hvem er karismatisk? Hvad er ingredienserne i en god gang karisma? Og kan de læres? Nogle psykologer har lavet et eksperiment, hvor oplægsholdere er blevet testet for karisma på Channel4.com. Samtidig udfører de en offline undersøgelse af de samme personer. Ophavsmændene er Karen Pine og Richard Wiseman, der begge er professorer på University of Hertfordshire.

En af ingredienserne er en aktiv gestik, men – ikke et hvilket som helst gestik. De foreløbige resultater udpeger ikonografisk gestik som vinderen. AltsÃ¥ den gestik, der illustrerer det, man siger – eller ligefrem uddyber det. Man laver fx skruebevægelser med hÃ¥nden, mens man fortæller man har samlet en reol. Og det var den diskrete gestik, der vandt, ikke den larmende.

Forsøget fangede mig, fordi det understreger, at betydningen af kropssprog er meget mere kompleks end den meget udbredte opfattelse af, at kropssprog kan sættes på procenter. Jeg faldt bagefter over denne genreinddeling af gestik, som givet er upræcis og mangelfuld, men alligevel kan fungere som en anledning til at efterprøve nogle af gestikkens former i praksis:

Emblemer er egentlige tegn som fx V-tegnet og fuck-fingeren. Tegnet bruges og tolkes bevidst, som en erstatning for ord. Det ligger tæt op af tegnsprog.

Ikonografisk eller illustrerende gestik er tæt forbundet til talen: Gestikken illustrerer det man siger, fx når man viser størrelsen på noget, maler med hånden eller skruer med hånden. Gestikken viser fysiske, konkrete ting og kan tilføje detaljer til det sagte. Timingen kan efter sigende vise, om gestikken bruges bevidst eller ej: Ved ubevidst brug indledes gestikken allerede før de tilhørende ord siges.

Metaforisk gestik bruges til at forklare et begreb. Gestikken udføres i et tredimensionelt rum, hvor man former figurer med fingrene, viser diffuse sammenhænge eller kompleksitet med flagrende gebærder.

Regulerende gestik bruges til at kontrollere, hvem der har ordet. Vil man have ordet rækker man hånden frem eller op. Og man lader hånden falde, når man har talt færdig.  

Affekttegn viser vores følelser: Man knytter hånden, holder sig for munden, holder om sig selv osv.

Kropssprog er selvfølgelig ikke bare kropssprog – og har ikke samme effekt pÃ¥ modtageren. En hÃ¥nd der slÃ¥r ned i talerstolen hver gang taleren afslutter en sætning kan være sÃ¥ distraherende, at ingen hører ordene og budskabet. Og mon ikke ogsÃ¥, der er forskel pÃ¥ kvaliteten af fx den ikonografiske gestus – at den bÃ¥de kan virke velfremført eller dÃ¥rligt fremført – som al anden kommunikation? 

Ordet leverer kun 7 %, når man opfatter et budskab – stemmen 38 % og kropssproget 55 %. Påstanden optræder igen og igen: Albert Mehrabians undersøgelsesresultater fra ’67 er en af de mest sejlivede myter, der citeres flittigt i alt fra kursuskataloger over de officielle myndigheder til faglitteraturen.

Præcisionen forfører: Så skæve tal må jo være udtryk for noget sandt. Udbyttet af den mundtlige kommunikation, hvor du kan se og høre din samtalepartner, skulle dermed være over 14 gange større, send hvis du læste de samme ord trykt på et stykke papir. Læs en bog og du forstår kun syv procent af det udbytte, du ville få fra en oplæsning?

Albert Mehrabian er socialpsykolog. Hans undersøgelsesresultater stammer fra to forsøg, som han foretog engang i slutningen af 60-erne, da han var ansat på UCLA.

Mehrabian understreger selv, at hans resultat udelukkende gælder under særlige omstændigheder, nemlig når man kommunikerer afsenderens holdninger til modtageren på en modstridende måde, hvor der er uoverensstemmelse mellem de ord, der bliver sagt, stemmeføringen og ansigtsudtrykket. Altså når man fx siger til sine tilhørere, at man kan lide dem, samtidig med at ens stemme og ansigtsudtryk udtrykker det modsatte.

I sit første forsøg undersøgte Mehrabian ni enkeltstående ord, et ad gangen. Tre skulle udtrykke en positiv holdning til modtageren: honey, thanks, dear; tre var neutrale: maybe, really, oh; og endelig tre negative: don’t, brute, terrible. Hvert af disse enkeltstående ord udgør altså det totale verbale budskab, som forsøgspersonen skulle vurderer ud fra.

Forestillingen om, at disse enkeltstående ord entydigt udtrykker positive, neutrale eller negative holdninger til en samtalepartner er problematisk. Jeg kan fx ikke se, at ordet don’t nødvendigvis skulle udtrykke en negativ holdning til den, man siger ordet til. Hvis don’t skal advare mig mod at gå ud foran en lastbil, ville jeg personligt tolke det som omsorg.

Et ords betydning afhænger af den sammenhæng, det optræder i. Når ordet optræder alene, tapper man det for betydning. Hvis en fremmed mand går hen til mig og kun siger: “Måske”, udtrykker ordet ikke en neutral holdning, for budskabet er meningsløs. Det er ikke kommunikation.

I sit andet forsøg undersøgte Mehrabian både ansigtsudtrykket og stemmeføringen, når de kommer i karambolage med den holdning som det ene ord måske udtrykker. Som i første forsøg indtales ordet på lydbånd i tre forskellige tonefald, som skal udtrykke en positiv, neutral eller negativ holdning til en fiktiv modtager.

Der tages derefter fotos af ansigtet på nogle modeller, som forsøger at udtrykke de samme holdninger. Bånd og fotos matches og herefter instrueres forsøgspersonerne:

“Du vil blive vist fotografier af forskellige ansigtsudtryk, og samtidig vil du høre optagelser af ordet måske udtalt i tre forskellige tonefald. Du skal forestille dig, at den person, du ser og hører på båndet (A), ser på og taler med en anden person (B). Vurder i hvert tilfælde A’s holdning til B.”

Situationen er søgt og det undrer mig, at forsøgspersonerne har kunnet svare overhovedet.

Mehrabians myte leverer paradoksalt nok selv beviset for, at den ikke er sand. Når en oplægsholder imponerer forsamlingen med de syv procent, så er det netop disse sensationelle ord, der bliver citeret – det er dem, der har gjort indtryk. Hvis myten vitterligt passede, burde det vel være oplægsholderens tonefald og kropssprog – de 93 procent?

De to forsøg er beskrevet i:

Albert Mehrabian og Morton Wiener: ”Decoding of inconsistent communications”, Journal of Personality and Social Psycholgy, 1967, nr. 1, side 109-114.

Albert Mehrabian og Susan R. Ferris: ”Inference of attitudes from nonverbal communication in two channels”, Journal of Consulting Psycholgy, 1967, nr. 3, side 248-252.